24. desember 2022

Så står det bare et lite glass igjen på adventskalenderen min. Bare en liten nisse står utenfor fatet og venter på å få plass. Vegsjefen trekker et lettelsens sukk for at desemberdrikkinga er over og jeg skriver siste kapittel i årets julekalender. Juletreet er akkurat så fint som det skal være og i år henger det også 5 gamle julekuler på treet. Julekulene fant jeg i en liten eske på stabburet. De er veldig gamle det kan jeg se, men om de er så gamle at Guri og Kari har sett dem henge på et tre, ja det vet jeg ikke. Jeg tviler også på at det var tradisjon for juletre i Veggli på den tiden de dro her fra, men jeg liker tanken på det. Hele denne desember måneden har jeg hatt de to jentene med meg. Hver morgen når jeg står opp og går på badet, ser jeg ut vinduet og rett ned på stua hvor de levde som barn og unge. Stua hvor de tok farvel med mor og far før de dro ut i noe ukjent og spennende, men helt sikkert også utrygt og skummelt. Jeg har tenkt på at når de gikk til fjøset en kald desemberkveld, så de nordstjerna akkurat som jeg gjør når jeg går kveldens siste luftetur bak låven med gutta. De har sett sola farge Skagsåsen rød på en iskald desembermorgen når de småsprang over tunet på vei til utedoen. De har sett tåka ligge nedi dalen og de har venta på den dagen når sola er tilbake i tunet og de første solstrålene treffer småruta glas i gamle tømmervegger. Akkurat som jeg også gjør hvert år. Den gang disse jentene levde her var det tre små husmannsplasser rundt de tre gårdene som ligger tett på rad. Det vil jo si at det var ei hel lita grend her og at det også bodde flere folk her i Bakkegrenda. Husmannsplassen til gården her heter Gvasshaug og ligger rett opp for gården. Der bodde det også folk som dro til USA på 1880 tallet. Kanskje har Kari og Guri løpt på kjappe ungjentebein, på de samme stiene som jeg går på når jeg går tur opp til hustuftene på Gvasshaug. Kanskje satt de der på dørkloppen og planla eller drømte om det forjettede land hvor alt var stort og bedre. Kanskje snubla en av dem i samme steinen i stien som jeg stadig støter foten i. Og kanskje satt en av dem i blomsterenga på jordet og klødde på myggstikk på akkurat samme sted som jeg stadig går. Det er rart, men det er veldig fint. Vi har ikke strøm i gamlestua på tunet, men i hele desember har to batterilys og ei julestjerne med batteri lyst opp stuevinduet mot tunet. Jeg liker å tenke at de to jentene hadde satt pris på det. Den eneste jeg kjente av alle de som er nevnt i disse brevene er han som Julia kaller Stener. Da jeg ble kjent med han var han en gammel mann og het Steinar. Han var ingen enkel mann han heller og livet hadde kanskje ikke vært så veldig snilt med han. Men vi ble venner og jeg satte prist på han. Jeg skulle bare ønske jeg hadde spurt han mer. Jeg vet ikke om han ville fortalt noe likevel, men kanskje. I gamlestua står en flott gyngestol. Den fikk Steinar til dåpen fra sin onkel i Kristiania som han var oppkalt etter. Den ga han meg og det føltes som en stor ære.

Dagens brev er fra 1950 og dette er det siste brevet jeg finner fra Julia. Dette året dør Carrie. Hun og mannen dør med kort tids mellomrom. De giftet seg i godt voksen alder og fikk ingen barn. Carrie var 86 år da hun døde. Hun og søsteren hadde god kontakt hele livet. 1950 er Julia 83 år og dette brevet er det siste brevet jeg har fra henne. Den vakre håndskriften hennes bærer tydelig preg av at nå er det vanskelig for henne å skrive. Men norsken hennes er fortsatt god, Julia levde i mange år til. Først i 1962 dør hun i en alder av 95 ar. Jeg vet at den ene datteren hennes en gang besøkte gården her sammen med ett av sine barn. Om det var noen kontakt etter det vet jeg ikke. Men Steinar fikk et julekort i 1982 som han ba meg om å oversette for han. Det var fra en tremenning i USA som også hadde besøkt Norge på sommeren 1982 og han het Clinton Kemhus. Nå er min fortelling om søstrene over. Bunken med Amerikabrev inneholder kanskje flere andre historier, men det må jeg kose meg med en annen gang. Steinar ble sistemann fra den lille familien på gården. Hans tante Anne er det mange etterkommere etter i bygda fremdeles. Etter Steinar ble det ingen. Bildet i dag er av han og Clinton og det er tatt utenfor gamlestua hvor han bodde til 1983. Jeg har prøvd å følge rekken av etterkommerne til Julia, men selv om hun fikk tre barn var det ikke mange etterkommere. Den siste jeg fant er et tippoldebarn med det flotte navnet Atom Wilson. Jeg håper han vet hvilken sterk kvinne han stammer fra. Her er det siste brevet fra tante Julia.

San Francisco 28 juni 1950

Guds fred til deg Steinar min brorsøn.

Tak for brev af den 13de motog det igaar. Du spørger om Kari og mand havde felles eje. Ja hvad dem havde i StHelena. Der penge i Norge havde han ingen rett til de var hendes. Han havde to brorsønner men dem har ikke kommet her. I retten var dem ikke tilstede. Hospital, Dr og hvilehjem tog de penge dem havde en tolv tusind dolar. Enda er meget ubetalt til doktorene og begravelsene. Min datter har ret til at sælge det hjem dem havde i byen men det tar tid forend at hun kan lovlig sælge det. Vi haaber bare at det vil række saa at alt blir betalt. Testamentet var slig at om der er noget igjen arver hun det. Det Kari havde i penge i Norge fik jeg hende overtalt saa det til din far blir din del. Anne og jeg hver trediedel, Saa nu er det vel klart. Jeg gjør ingen fordring Anne eller hendes to børn faar min del. Det er nesten umuligt for mig at skrive saa jeg faar sige lev vel og søg Gud medens han findes. Vær hilset da ifra mine og mig din tante Julia.

23. desember 2022

 Lille julaften. Dagen før dagen. Jo da, de kom opp av kjellerboden alle eskene i år også. Og den ene engelen tar den andre nissen. Vips så er de piskadausen på plass slik de pleier alle sammen. Men for meg så er det egentlig det som er jul. At alt er som det alltid har vært. Å se på hver eneste nisse, huske når den kom i hus, kanskje sende en god varm tanke til den man fikk den av. Sette den på akkurat samme sted hvor den har stått tidligere juler. Og jeg vet med 100% sikkerhet at akkurat dette pyntegenet har jeg arvet fra min mor. Det gjør det egentlig helt ok.

Dagens brev er fra 1947 og nå begynner Julia å bli gammel. Helsa skranter og hun synes det er vanskelig å skrive. Men hun gjør det likevel. Og i dette brevet drømmer hun seg tilbake til gården i Veggli. Hun minnes, og hun uttrykker hvor stor pris hun setter på barndomshjemmet og fødestedet sitt. En litt pussig ting er at hun stiler brevet til brorsønn Steinar og ikke Stener som hun konsekvent har brukt siden han kom til verden. Siden hun i brevet snakker så mye om setre og hjemsteder legger jeg i dag ved bilde av Skienholtet setra og av Steinar som pløyer i tunet i Landrud.

San Francisco mai 19de 1947

Kjær brorsøn Steinar

Naade og fred ifra Gud og Jesus Kristus. Tak for dit kjære brev. Ser at du følte bedre da. Bed Gud om at faa din helbred og kræfter igjen. Har du ingen hjelp inde i huset eller ude? Det er nok strævsomt da med Alt. Hvordan er det med tømmer priserne? Haaber at det vil hjelpe til at avbetale paa gjelden paa Landrud. Ja jeg elsker nok enda stedet især heimsæteren. Skulde likt at faa billede af begge sætrene. Jeg har billeder af flere af slæktend gaarder. Min far sendte mig dem nogle aar efter jeg var hjemme i 1901. Det er ofte minder kommer tilbage naar jeg ser paa hvor far og mor og besteforældre vokste op. Det er for mig en skat. Ja jeg hører af dem som har vært i Norge siste aar atforholdene blir bedre eftersom at alt gaar frem igjen. Havde til mine husgjester Pastor og Fru Halllesby. Dem skal til Norge neste maaned. Pastoren skal overta bibelskolen i Oslo. Flere af misionærene fra Norge har rejste ut herifra for Kina og Africa og Madagaskar saa jeg har hørt adskillig om forholdene ifra forskillige steder udover det hele Norge. Jeg holder paa at bli saa tret men det er vel naturens gang det saa jeg har intet at klage over . Har jeg smerter kan jeg bede Gud at lindre dem og give krefter til at bære det vi har. Jeg beder daglig for dig. Haaber at du har modtat Jesus Kristus. Jeg indlegger noen billeder saa du faar set slægtninger her i Amerika for dette faar være nok. Min hand skjælver og armen er tret. Skrivingen er blit vanskelig i det senere. Saa et lev vel og hjertelig hilsning ifra dine søskenbarn og tante Julia Reit.

22. desember 2022

 Det er torsdag og den første dagen i min juleferie. I dag skal husmorgenet manes frem og innen kvelden skal vi ha både vaska gulvet og børi ved. Og klarer vi ikke å komme i julestemning så er det i hvert fall ikke værets skyld. Snøen ligger ennå i skogen og kuldegradene holder stand. Perfekt! De stuttbeinte gutta er ikke så veldig glad i husmorgener de , men rolige formiddager hvor vegsjefen og mutter`n bruker tid på å få kroppene i gang, ja det liker de godt. Solan Snusens eksepsjonelle snuta har for øvrig fanget opp at det er tiden for laupartisper nedi bygda og såre pip høres stadig fra han. Unge Ludvig er jo fremdeles bare sånn halvveis kar så han bryr seg lite om tispelukt som er langt vekk.

Dagens brev er egentlig et julekortbrev. Året er 1946 og krigen er over. Jeg finner lite brev i fra krigsårene og det har sikkert flere årsaker. Brevene ble sensurert under krigen og det kan ha vært en av årsakene til at de ikke sendte så mange. Det kan også være at de i den tiden ikke ble tatt vare på. I USA har Julia blitt enke da hennes mann Carl døde i 1943. Jeg er ganske sikker på at hun sendte brev hjem om dette. Julia har nå blitt 79 år og hun sliter med å skrive. Brevet er stilet til Svigerinnen Ragnhild og brorsøn Stener,men jeg vet jo at Ragnhild døde i 1946 og dette vet tydeligvis ikke Julia da hun skrev brevet. Jeg har ikke dato som Ragnhild gikk bort med det er stor sannsynlighet for at Steinar fikk dette brevet etter han har mistet sin mor.

Kjære Svigerinde Ragnhild og brorsøn Stener

Jeg maa hilse dere begge med en glædelig jul og et godt nytaar i 47. Jeg skrev og svarte paa dit brev og sendte dere nogle saker haaber de modtog det. Jeg ber til Gud for dere begge. Maa spørge deg Stener hvad som du lider af. Er det noget som du med tiden kan overkomme? Ja der er saa megen sygdom alle steds. Ragnhild hvordan har du det? Er du i bedring? Og er du i dit hjem igjen? Jeg har i flere maaneder tapt baade krefter og lyst til arbejde men naar man er i det aatiende aar kryper aldersommen ind. Jeg har intet at klage over. Gud har rikelig velsignet mig, Bare jeg kunde ha vert til velsignelse ifra barndom til min alderdom, men jeg priser min Gud for de mange anledninger der han har kommet paa min veg. Dere hilses med den 23 Davids Salme. Saa ønsker jeg dere en glad og velsignet Jul og et velsignet 47 aar. Maa saa dere begge bli friske og da er alt godt. Vær da hilset ifra mine og mig. Saa et lev da vel i Gud. Julia Reit.

21. desember 2022

 En har ikke før åpna øya på mandag og så vips så er det plutselig onsdag. Det er så en kan lure på om det er nissestreker med i bildet. Men nå er det ikke mange glassene igjen i kalenderen min i hvert fall. Og i dag kl. 22.28 snur sola. Hurra! Kakelinna merka vi ikke noe til hjemme men kjøreturen til Kongsberg i går kunne jeg godt unnvært. Når det er 2 kuldegrader og regne så bør en holde seg unna veien. Men vi kom oss ned, knokkelguruen min plaga meg skikkelig og så kom vi oss jammen hjem igjen også. Ifølge sjåføren min var nok skuldrene mine minst like høye som før kiropraktoren klarte å senke dem. Det er utrolig hvor god jeg er på bremsing når jeg ikke kjører selv.

Dagens brev er fra 1938. Nå bor det 3 personer i Landrud igjen. Ei jente fra nabolaget har flytta inn og det er nok fordi helsa til Ragnhild begynner å skrante. De trenger hjelp med dyr og husstell. Hun som flytta inn skulle bli værende i over 40 år og hun ble nok noe mer enn en som bare var ansatt i huset. I hvertfall for Steinar. I USA begynner også årene å merkes. Julia er nå 71 år. Jeg er så imponert over hvor godt hun holder på norsken. Hun var god til å skrive. Hadde en pen håndskrift og godt språk. Det pussige er at når hun skriver til sin svigerinne er det ingen bibelvers og Julia ser ut til å ha lagt vekk det religiøse. I dette brevet skriver hun også om minnemarkering over dronning Maud. Selv om de ikke bodde i Norge var de norske kongelige også deres kongelig. Dagens bilde er av Julia og hennes barnebarn Marianne.

San Francisco Desember 4de 1938

Kjære svigerinde Ragnhild

Har nu netop eller rettere to dage siden skrevet søster Anne. Saa nu faar jeg seat faa isammensat nogle linnier til dig ogsaa som en jule og nytaars hilsen. Jeg har dere alle i mine tanker men naar man holder paa at blive gammel blir det mindre med skrivning. Det blir bare en og anden gang nu pen og blæk kommer frem. Vi har i flere maaner haft nok af svag helse. Jeg havde en tid noksaa ubehagelighet i min venstre hand og saa udpaa sommeren fik jeg en slem gikt i den højre fod og leg ifra hofte ned men saa gik alt over og føler mig bra frisk. Saa fik min mand en slem hvad skal jeg kalde det, det var saa mange ting som manglet ham høj blodgang hjertefejl og lammelse i den ene siden. Han var paa hospitalet en tid han har nu ikke vært frisk paa flere aar. Somme dage kan han være bedre men saa har han sine dage som er verre. Vore børn er bra med helsen. Olga er mindre syterk men arbejder hver dag paa en afdeling i kontor paa et af San Francisco morgenaviser og hun har god løn. Jeg indlæger et fotografi af Claras lille pige og mig. Det blev tat i sommer . Mariane blir et aar gammel den 22 de desember. Søn og hustru har vært i en by som heter Chico nu i to maaneder. Haaber dem kan slaa sig ned der og faa sig et hjem der og komme bort ifra denne rejse rundt ifra stat til stat. I gaar efter midag havde vi sørge gudstjeneste for dronning Maud. Det var den Norske konsuls begjær og det var imponerende. Konsuler som representerte flere lande og byens høje embetsmænd. Jeg ser af Annes breve at du har det noksaa vanskelig at komme rundt paa grund af svulmet legger og føtter. Saa mange lider af dette. Haaber dog at du er i bedring. Saa vær da du og Stener hilset ifra os alle. Saa til slut lnsker jeg dere en glædelig jul og et godt nytår. Julia

20. desember 2022

 Tirsdag og dagen før dagen før dagen før dagen. Det magiske 2 tallet står nå først i kalenderen. Det er en liten antydning til besøk av kakelinna men det ser ut som om vi slipper unna det verste. I går kveld dukka det første førjulsbesøket opp og første runde av julekakefat inntok salongbordet. At kakefat bæres tomme ut igjen er en hyllest til baker`n så tommel opp for det.

I dag er det to brev som skal fortelles og skrives av. Det er fordi de på en måte hører litt sammen. Det første er fra Julia til sin mor og bror sommeren 1934. Gamle mor er nå hele 102 år. Det er det ikke mange som noensinne har blitt her i kommunen og på den tiden var det nok veldig uvanelig. Det er trange kår i Norge også på 30 tallet og her på gården skjedde det ikke bare hyggelige ting for gamle og syke folk. Broder Engebret går økonomisk falitt og mister gården. Men vi kan vel si heldigvis så overtar banken gården og familien får fortsette å bo her. Etter hvert klarer også neste generasjon å kjøpe tilbake gården og sakte stabler det hele seg på beina igjen. Men altså i juni 1934 er det 4 mennesker og tre generasjoner som bor her. Neste brev er så i fra januar 1935. Da er gamle mor og Engebret begge borte. De døde ganske på samme tid mor og sønn. Julias brev er fullt av takknemlighet og håp om at de som er igjen skal klare å få tilbake gården hun forlot i unge år. Nå vet jeg jo at det gikk godt men fortvilelsen hennes og forsøket på å bidra fra andre siden av havet rører meg. Jeg finner ingen brev fra Carrie men i Julias brev skriver hun at søsteren Anne var den som fikk brev fra henne. Uvennskap blir ikke engang begrenset av avstander og Carrie og broren Engebret var nok ikke på talefot . Dagens bilde er fra et gravfølge og bildet er tatt utenfor stua her på gården. Jeg vet ikke hvem av de to som ligger i kista men i brevet kan jeg lese at det var Engebret som døde først. Det er et ganske tidstypisk bilde fra et gravfølge utpå bygda på den tiden.

San Francisco Jun 18de 1934

Kjære broder med fameli

Har nylig sendt mor og dig brev saa det blir bare nogle linier denne gang. Vil indlegge order for ti kroner som er mmeningen du kjøber sokker og kaffe til mor for. Det tar vel ikke saa meget for at føde hende saa hun maa vel faa kaffe naar hun har lyst paa det. Alt er paa set vanlige med os. Vi har haft den vakreste sommer vær nu i lang tid. Jeg Jeg indlegger en klipping av dagens avis saa du kan se hvordan bugten ser ut af skibe of alleslags som verken kan ta af eller laste den fragt som ligger bunden der og paa bryggerne . Haaber det kommer til forstaaelse melllem skibsejerne og arbejdere. Det er vanskeligpaa alle maade og ikke minst for dem som produserer avling af alslags. Ja saa tilslut en hilsen til dere alle ifra Famili og mig.

Julia Reit

Tøffe tider er det altså også i USA i 1934. Neste brev kommer her og nå er både bror og mor gått bort.

San Francisco California Jan 28de 1935

Kjære svigerinde Ragnhild

Tak for modtaget brev, jeg var glad at faa dit brev. Ja jeg forstaar saa godt at det er tomt efter mor og bror men som ordsproget lyder, tiden læger alle saar. Det glæder mig meget at vite at baade mor og Emgebret bad til Gud. Tør haabe at begge nu nyder den salige vile hjemme hos Gud. Ja Ragnhild du maa ha tak for alt du gjorde for mor. Nu er der en ting som jeg maa be dig om og det er dette at naar dere og Anne skal skifte lad det nu bli i god forstaaelse ingen m isundelse. Om jeg ikke husker fejl har mor engang lovet Kresti sin kiste. Lad hende nu faa den. Nu den del af løsøre og penge som vilde falde til min del af arven det vil nu være din del. Jeg fik brev fra sorenskriveren. Jeg har svaret og git Ole Toen fullmakt at ta vare saamin del tilfalder dig og ingen anden. Jeg rejste hjemme ifra ung. Engebret var der hele tiden ogsaa havde han saa ont af at vi andre fik nooget at det har altid vært min tanke at han nu skulde faa min del. Da han ikke kom til å overleve mor saa er det dit nu som hans enke. Maaske det kan være til hjelp saa dere kan kjøbe Landrud igjen. I slige tilfelder saa blir det billigt Det gik nu for sig at føde en barneflok for far og mor på Landrud saa to maa nu vel kunde ha sit utkomme skulde jeg tro. Haaber at det ikke er slig stelt at disse penge blir tat ifra dig for at dekke gammel gjeld. Haaber at alt er paa det beste baade med helbred og udkomme. Vi er som vanlig saa op og ned hvad tiden angaar er det bedere . Vor søn og dater har arbejde. Vor svigersøn har vi maattet hjelpet da han var uden arbejde. Nu en tid har han haft arbejde saa det gaar bra for dem ogsaa nu. Saa tilslut en kjærlig hilsen til dig og Stener. Lev da vel . Fra Julia.

Ps. Haaber at dere faar en gravstøtte over mor og fars graver næste sommer.

19. desember 2022

 Det er mandag og starten på siste uke før jul. Verden er fortsatt full av minusgrader og snøen i skogen blåste ikke vekk allikevel. Yr har avlyst kakelinna og det skal falle et snødryss i løpet av uka. Ikke stort å klage på altså. Helga har vært benyttet til en del TV-titting og for de som ønsker et tips kan både Julestorm på Netflix og Gulltransporten på Viaplay anbefales. Ellers så er vi stadig så gode på fyring at gutta rømmer og mutter`n blir nesten sommerkledd for å holde ut. Godt vi har mye ved. Juleølet er testet og funnet godkjent og juletreet står nå i kjelleren til akklimatisering. Vi er i rute vi.

Dagens brev er nok engang fra Julia og det er til hennes mor. Brevet er skrevet i 1932 og gamle mor i Norge fyller 100 år.Hvordan det ble feiret vet jeg ikke, men jeg kan bare anta at det nok var en begivenhet både i bygda og blant naboer og familie. Det jeg vet er at det ble tatt bilde av gamle Kristi på dagen hennes. Et ansikt som viser ganske tydelig et levd liv. Våkne øyne som nesten er borte blant et hav av rynker. Helt kritthvitt hår. At dette har vært ei dame med bein i nesa kan leses i hver eneste rynke. Julia er nå blitt 65 år og er en veldig religiøs dame. Halve brevet er fullt av bibelord og ønsker om at hennes mor nå snart skal få slippe fra dette strevsomme liv og inntre i de himmelske saler til et liv i himmelsk herlighet. Tilgi meg for at jeg dropper å skrive av den lange bibelske triaden og bare tar med resten av bursdagsbrevet denne gang.

San Francisco juni 3de 1932

Kjære mor!

Til lykke med hundreaarsdagen. Jeg gratulerer dig paa det hjerteligste med din gjeburtsdag og faar du flere aar til din lives maalestok saa blir du nok den ældste i Numedal skulde jeg tro. Ja tiden er vel ofte lang for dig nu siden du ikke kan være sysselsat med de forskellige arbejder du i dine yngre dage havde at ivareta. Øynene er maaske mindre klare og haanden skjælver nok nu kan jeg tænke mig og dine føtter er maaske for svage til at bære dit legemets tyngde. Herren har vært god og mættet dig med en høj alder. Du har maaske lengsel efter et bedre liv og et blivende sted hos Gud. ……………………….så hopper jeg over 4 bibelvers og et intenst ønske om at gamle moder snart og helst før snart bør si takk for seg. …………….. Ja mor maa din livs aften blive lys maa der være fred i hjerte og sjel. Ogsaa et ønske om at alle rundt dig vil være snilde og omsorgsfulde saa du har det godt. Saa igjen en glædelig hundreaars fest og et lev vel ifra din datter Julia Reit.

18. desember 2022

 Det er 18. desember og det er søndag. I dag er det sikkert mange som kjenner på alt man skulle ha gjort før jul. Her i huset har vi et avslappa forhold til jul i år. Som alltid sier fruen i huset stadig at i år skal ikke all pynten frem og som hvert år nikker gubben og er enig mens han egentlig godt vet at når julaften er her så er alle fruens juleesker tomme og huset er julepynta fra innerst til ytterst. Sånn har det jo alltid vært. Et lite stykke ribbe ligger i nederste skuffen i fryseskapet og det er nok kaker i boksene til at vi skal kunne servere julekaffe med julestil. Jul blir det åkke som.

Dagens brev er skrevet i 1932. Det er et julebrev fra Julia og det er ganske kort. Vi er nå inne i de harde 30 åra som vi sier på norsk . Dette var en verdensomspennende økonomisk nedgangstid i første del av 30 åra. Amerikans økonomi hadde i flere år vært i det vi kaller resesjon, altså en økonomisk nedgang. Men mange sier at starten på depresjonen startet med børskrakket på Wall Street i 1929. Følgene av krakket og depresjonen i USA spredde seg fort til europeiske industriland. Og flere land opplevde sammenbrudd i banksystemet. For Julias familie merket de arbeidsledighet og lite penger . Brevet bærer litt preg av en knapphet som ikke ligner Julias tidligere fortellerevne. Carrie skriver ikke brev i denne perioden. I hvert fall skriver hun ikke til sin bror eller mor. Dagens bilde er av begge Julias døtre Olga og Clara.

San Francisco 8de december 1932

Glædelig jul og godt nytaar.

Kjære broder og mor med familie.

Ja tiden gaar fortere efter hvert som man bliver ældre. Især naar man deltar i mangt og meget udenomhjemmet og dets pligter. Skrivingen blir det saa lidet af til ældre jeg blir. Haaber alt er vel med dere der i Landrud, Ja mine tanker er daglig hos dig mor og min bøn til Gud for dig er at hans aand maa bringe glæde og fred i din sjæl. Saa må guds fred hvile over dere alle der i hjemmet. Vi er saa nogenlunde med helsen. Her i byen har det vært megen sygdom. Influenza har tat haart paa mangeog dertil kommer megen arbejdsledighet og nød. Egbert og Olga har vært uden arbejde og om der er arbejde er det ofte de ingen penge faar for sit arbejde. Jeg har tre norgesbreve at skrive i dag saa dette faar være nok for denne gang. Saa en venlig hilsning til dere alle . Det er som vanligt med Carrie havde brev her om dagen . Julia